Gør kloden og kæledyret glad
Der er god grund til lige at bruge et ekstra minut på overveje, hvad man skal gøre med den sorte sæk gammelt tøj. Det gamle kluns er det perfekte materiale til at lave bæredygtigt legetøj til dit kæledyr. Desuden er det et formidabelt gør-det-selv-projekt, som børnene garanteret vil more sig med.
Kæledyr har alligevel en tendens til at gå til tøjet fremfor deres dyre legetøj – hvorfor ikke bare give dem deres vilje?
Uendelige muligheder i genbrugslegetøj
Det kan ikke understreges nok: dyr er intelligente. Dit kæledyr har forskellige behov, og mange af disse er forbundet til de evner, de besidder. Derfor er det altid en god idé at overveje, hvordan genbrugslegetøjet skal stimulere dit kæledyr – hvad end det er igennem gravning, søgen, eller noget helt tredje. Slip fantasien løs og lav et stykke legetøj, som både er sjovt og nyttigt.
Lav et kødben af gamle t-shirts
Find to t-shirts og en saksfrem og lav et personligt kødben:
- Klip to lange strimler af hver t-shirt, og bind dem sammen med en knude i enden.
- Placer knuden, så den vender nedad, og strimlerne danner en x-form.
- Tag to af strimlerne, fold dem over de resterende to, og før de resterendes ender gennem hullerne, som er dannet mellem strimlerne. Bliv ved indtil legetøjet har den længde, det skal have.
- Lav en knude i den anden ende, klip eventuelt kvasterne til – og voilà!
God sikkerhed, god leg
Legetøjet kan laves af et næsten hvilket som helst materiale. Derfor skal man tænke sig om, når man udvælger genbrugstøjet – dit kæledyr skal jo have legetøjet i munden. Sørg for at vælge stof, som ikke har været i kontakt med skadelige kemikalier eller høje mængder af skidt. Hvis man er i tvivl om legetøjet kan være farligt, kan man altid kontakte sin lokale dyreklinik.